Brændt barn lugter ilde

Snedigt...hmmm.

Det er interresant læsning det her.

Man får opfattelsen af at denne blog er en form for sikkerhedsventil, som tager bråden af hengemte følelser fra rejserne i den virkelige verden. Ærlige, omend til tider søgte i sin selvmedlidenhed. Det set udfra at det generelle ansvar for det opstillede "onde", opfattes om værende tredjemands. Og det er der sikkert en god grund til. Den ligger skjult mellem linjerne i de stærkt sarkastiske sætninger.

Det er en slags monologisk jagt på en forholdvis utopisk kærlighed, med stærk fokus på seksualitet, man kunne ligefrem fristes til at kalde det omdrejningspunktet. Hvorfor jeg kalder det en jagt, er primært fordi jeg fornemmer at det du søger er kærligheden, men det du beskriver er den polare modsætning. Frygt. Frygt for forventninger, manglende anerkendelse, det at miste og at din indre drøm aldrig går i opfyldelse. Jagten i ordets forstand, indtræffer i det øjeblik at præmisserne ikke er ligeværdige, og opstillede regelsæt og forudtagede menninger, danner en næsten uigennemtrængelig mur af kontrol. Men brændt barn skyer ilden.

Igennem dine tekster virker sex som en slags handelsvare, som du (som kvinde) skal yde (hårdt arbejde) for at få billet til en tur i følelsestivoli. Først og fremmest, hvor stammer det ophøjede billede af at sex skal være en integreret del af et parforhold, og ikke bare en dyrisk lyst som giver forløsning ved selve udførelsen.

Når du siger, at hvis ikke det er godt nok før end det er perfekt, og du ikke lader dig nøjes, hvis regelsæt er det så der følges? Hvordan skulle du kunne begå dig i en verden med andre, uden at skulle gå på kompromis? Lige så snart du er mere end dig, er du netop det...mere. Og det mere bliver nødt til at skulle accepteres, forstås og muligvis forsvinde, hvis det er forlorent. Men gælder det samme ikke for dig, og når andre mennesker skal møde dig. De er muligvis lige så usikre på hvad der skal ske, uanset hvilke facader de gemmer sig under.